-
Stine Bosse bliver Moderaternes første kvinde i EU
المصدر: BDK Borsnyt / 10 يونيو 2024 14:02:51 America/New_York
Det bliver Stine Bosse, der skal repræsentere regeringspartiet Moderaterne i EU. Det står klart mandag aften efter endelig fintælling af stemmerne fra EU-parlamentsvalget søndag. Bosse fik ifølge it-virksomheden KMD, der står for den officielle optælling af stemmerne, 86.888 personlige stemmer, hvilket gør hende til den fjerdestørste stemmesluger ved valget. Partiet sikrede sig et mandat ved søndagens valg. Det er første gang, at Moderaterne har vundet et mandat ved et EU-parlamentsvalg. Partiet var dog allerede repræsenteret i Bruxelles, da Bergur Løkke, der egentlig repræsenterede Venstre i EU-Parlamentet, skiftede til Moderaterne i 2023. Bergur Løkke kom til Bruxelles som stedfortræder for Søren Gade, der blev valgt til Folketinget i november 2022. Stine Bosse har tidligere været chef for forsikringskoncernen TrygVesta og formand for Europabevægelsen. Bergur Løkke, der er Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussens søn, var nummer to på partiets liste. Det lykkedes ham ikke at blive valgt. Han fik 17.050 personlige stemmer. I løbet af valgkampen trak Stine Bosse overskrifter, da hun i Altinget sagde, at Danmark skulle tage 7000 kvoteflygtninge. Efterfølgende trak hun i land og kaldte sin udmelding en "misforståelse", mens hun også sagde, at udtalelsen var "et fiktivt tal". Det er det første EU-parlamentsvalg, hvor Moderaterne stiller op. Partiet blev stiftet af tidligere Venstre-statsminister og nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for lidt over to år siden. Netop Løkke har sagt, at hans ambition til valget var at få to mandater. Det lykkedes dog ikke for partiet. - Vi er ikke på to, og det kan man så diskutere. Det ville vi selvfølgelig gerne, sagde Stine Bosse på valgaftenen. - Men vi er et to år gammelt parti, og jeg har en meget ambitiøs partiformand, og det er jeg stolt og glad for. Jeg ville selvfølgelig også gerne have haft, at der var to, og det er der så formentlig ikke. Men vi er superglade for, hvor vi står. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/politik/stine-bosse-bliver-moderaternes-foerste-kvinde-i-eu